Sådan booker du feriebolig
Hvordan er det nu med den lodtrækning? Og hvordan fungerer bookingsystemet egentlig? Du finder svarene her.
Lodtrækningen
Inden hver sæsons start trækker vi lod om, hvem der får lov til at leje vores ferieboliger og hvornår. Vi oplever næsten altid større efterspørgsel, end vi har kapacitet til, og derfor trækker vi lod for at sikre en vis retfærdighed for vores medlemmer.
Lodtrækningen til sommersæsonen, der dækker både højsæson og mellemsæsoner (forår og efterår), foregår ad to omgange, som skal søges samtidig.
Til højsæsonen (uge 27-33) trækker vi lod efter medlemmernes antal bonuspoint. Medlemmer med flest bonuspoint trækkes først. Der tilskrives 1 bonuspoint til alle medlemmer hvert år. Du kan se, hvor mange bonuspoint du har i vores bookingsystem.
Hvis du bliver trukket ud til et ophold i højsæsonen, mister du alle optjente bonuspoint.
Mellemsæsonerne (uge 19-26 og 34-39) trækkes lige efter højsæsonen. I de uger tager vi ikke hensyn til optjente bonuspoint, og du mister heller ingen point, hvis du bliver trukket ud til et ophold.
Du kan søge om 1 eller 2 ugers ophold. Begge dele indgår på lige fod i lodtrækningen. Tjenstgørende medlemmer går forud for pensionerede medlemmer.
Efter lodtrækningen bliver bookingen givet fri. Dog vil ugeophold gå forud for kortere ophold i 2 uger efter lodtrækningsresultatets offentliggørelse.
Sådan deltager du i lodtrækningen
Hvis du vil deltage i lodtrækningen, skal du oprette lodder (ferieønsker) i vores bookingsystem.
Hvis du har vundet et ophold, får du besked straks efter lodtrækningen.
Bookingsystemet
Vores bookingsystem ligger på sin egen separate side. Du finder linket hertil mange steder på Funktionærforeningens hjemmeside – inklusiv lige her:
Første gang du kommer ind på bookingsystemet, logger du ind med dit medarbejdernummer. Brug medarbejdernummeret både som brugernavn og kodeord.
Når du er inde i bookingsystemet, kan du på landkortet vælge en bestemt feriebolig, eller du kan søge efter en ledig bolig i en bestemt periode.
Booking foregår direkte på siden, og her ligger en brugervejledning til, hvordan du skal gøre.
Når du foretager en booking, vælger systemet automatisk en hel uge. Hvis du ønsker at booke et andet antal dage, skal du benytte kalenderen, hvor du vælger ’Valgfri Periode’.
BEMÆRK, at reservationen af en feriebolig er personlig og bindende forstået på den måde, at vi gør, hvad vi kan for at genudleje boligen til et andet medlem, hvis du bliver forhindret, men at du hæfter for betalingen, såfremt dette ikke lykkes. Det er IKKE tilladt at fremleje vores ferieboliger – heller ikke til kollegaer eller familie.